Denne siden er korrekturlest
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, —
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.
Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, —
hun, som har mig røvet
alt — og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
