Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/52

STATILIUS.
Vor hær er stærkt forøget--

MANLIUS.
                         Såre stærkt,--
med rømte slaver og med fægtere--

STATILIUS.
Nu, lad så være; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjælp--

MANLIUS.
               --som endnu ej er kommen.

STATILIUS.
Du tviler på at Allobrogerne
vil holde ord?

MANLIUS.
             Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det være godt.
Den dag, som kommer, vil vel åbenbare,
hvad guderne har over os besluttet.
  Men gå, Statilius, og efterse
om alle vagter gør sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi må os sikre;
vi véd jo ej, hvor vore fiender står.

(Statilius går ind i skoven.)

MANLIUS
(alene ved vagtilden).
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mørk og uvejrssvanger nat;--
en fugtig tåge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Selsomt nok,--iaftes
mig tykkes selv de unge sært forstemte.
(efter et ophold.)
  Nu, guderne skal vide hævn var ej
det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig følte forurettet, krænket;--
det gamle blod er end ei ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gjennem åren.
Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal våge over ham med omhu.
Her står han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mægter ej at fatte ham,--og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.

(han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.)

(Catilina kommer ud fra teltet.)

CATILINA
(for sig selv).
Det er mod midnat. Alting er så tyst;--