Side:Ibsen Samlede Værker I.djvu/16

 O, hvad er I, den unge slægt, mod hine?
For magten bøjer I jer dybt i støvet;
I har ej mod at bryde eders lænker;
I bærer tålsomt dette trælleliv!
LENTULUS. Ved guderne, — skønt krænkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.
CETHEGUS.O, ja; ja vel; — ret må vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.
LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bånd, som uretfærd
og herskesyge rundt om os har flettet.
STATILIUS. Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behøver vi en kraftig leder —
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS. Jeg kender en, der mægter os at lede.
MANLIUS. Du mener Catilina?
LENTULUS. Netop ham.
CETHEGUS. Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS. Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fægted sammen.
Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore; —
hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS. Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
Iaftes mødte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag; —
et dristigt mål han havde længst i sigte.
STATILIUS. Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS. Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet; —
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rådet — pønsende på hævn.
STATILIUS. Da går han sikkert på vort forslag ind.
LENTULUS. Jeg håber det. Dog først vi planen må
i enrum veje. Tiden er os gunstig.

(de går.) ————————