det, saafremt det blev gaardbrugerne naadigst forundt at brænde det brændevin, som de trængte til husbehov. — Præsterne gav sig rent over og indberettede, at deres bestræbelser havde været uden resultat.
Saa oprandt vaaren 1812. Da akrene var tilsaaet, var kornbingerne omtrent tomme. Nogle faa tønder havde de vel i behold hist og her for ikke at sættes i forlegenhed, forinden den nye avling kunde bringes til kværnen; men det var ogsaa alt.
Sommeren var regnfuld, og det blev ikke rart med slaatten. Folk trøstede sig med, at rugen stod lovende og vakkert. Men en kvæld ved midten af august lagde taagen sig saa tæt over egnen, at det for dem, som boede oppe i aaserne, tog sig ud, som var fjorden vokset til en vældig sjø og havde skyllet over det lavere land, saa bare de høieste knauser og berg svømmede som øer paa dens vande. Lidt over midnat lettede det pludselig, og himmelen blev klar. Men da solen randt, tog det til at dampe af fjorden, og nu var det frosttaage, som kom.
I den tidlige morgen traadte menneskene ud af sine hus. De kjendte den klamme, isnende kulde og saa markerne hvide af rim. De skyndte sig bort paa jorderne, plukkede aks og prøvede dem nøie. Naar de klemte paa frøet, tød en liden blank draabe ud. De vidste, hvad det havde at sige, og plukkede fler aks. Frosten havde mærket hvert eneste et. Dagen blev varmere. De gik timevis fra aker til aker og prøvede. Ikke én flæk havde natten skaanet.
Avlingen var skadet, men værre fór den siden. Kulden drog nedbør efter sig. Skikkelig lotørk blev det ikke tale om, og tilslut var sneen der, mens rugen endnu stod paa stør.
