alle bygder. Der var landsdele, som nu paa sjette aaret lyttede til denne forkyndelse; men did til egnen var dens budskab tidligere ikke naaet i sin fulde tyngde.
Dér havde de klaret sig hidtil, og længe havde de klaret sig bra. Overflødige avlinger var afsat med megen fordel, og aldrig havde bønderne været saa kry og umedgjørlige paa markederne, som efterat krigen havde spærret indførselen og friet dem fra kappestriden med danskekornet.
Ogsaa naar høsten var daarlig, solgte de. Den store vinding lokkede, og de fleste havde efter skik og brug et aars oplag paa staburene at ty til. Men stabursbingerne tømtes efterhaanden, og folk gjemte ikke for meget til udsæd: den minkede for hver vaar. Folk nyttede de høie priser, mens de var der, og haabede paa gode aaringer, og at krigen ikke kunde vare evindelig.
Amtmand Winterfeldt paalagde præsterne at forhandle med sine sognebørn om oprettelse af kornmagaziner ved frivillige bidrag. Det var forgjæves. I somme præstegjæld eggede bønderne sig op; de vilde ikke danse efter øvrighedens pibe mere, end loven tvang dem til, og det skulde vist ikke hænde, at de ikke avlede nok til sig og sine og endda havde tilovers til salg; smaafolk og husmænd magtede kanske undertiden ikke at brødføde sig selv, men da søgte de hos den mere velstaaende og husbonden den hjælp, som aldrig blev negtet dem. Sommesteds var de føieligere; magazinet skulde de bygge, dersom tømmeret frit kunde hugges i kongens almenning, men ikke vilde de enfoldig sløse korn væk til at lagre i det. I én bygd vilde de tinge med øvrigheden: villighed var villighed værd; de skulde skaffe baade magazin og korn, naar amtmanden havde lyst paa
