over præstegaardens tun. — I øst var et bælte med milebred skog; mod nord strakte fjorden sig trang og grønlig, men mod syd bredte den sig blaanende ud; i vest stængte mørke aaser og fjerne fjeld for synet.
Nerlikaren lagde trøien fra sig og trak en flaske og et stetløst glas frem af lommen. Han skjænkede i og bød; siden drak han selv. Skulde det ikke ligesaa gjerne være en støit til straks? De var enige om det. — Og saa blev flasken stillet i en krok, dér det var en dynge af glasskaar og flasker før.
Der var vel flere lig ivente? spurgte karen.
Syv idag, men de tre var fra husmandsstuer, svarede Lars. Han saa færden i Væltbakken nu —
Saa tog de fat i rebene og halte til; klokken rørte svingende paa sig, det drønnede døvende mellem taarnets snevre vægger og kimede og klang og sang langt udover gjennem gluggerne.
Og klokken kimede, den klang og den sang, og de undte den liden hvile. Efter en færd fulgte den næste, og slig blev det ved, indtil den syvende og sidste for den dag havde faaet sit ærinde udført. Den ene kar afløste den anden i taarnet hos Lars graver, og selv de fra husmandsstuerne havde flasker med. Han holdt ud; thi øvelse gjør mester, og han var fra ungdommen af blevet hærdet mod ringerdrammer, og de rykkede ham ikke rebet af næven, skjønt de rigtignok ingensinde før havde været saa talrige, og skjønt sønnen om kvælden brugte at fire gamlingen ned trappen, da han ikke turde lide paa fodfæstet til far sin.
Og klokken kimede og klang og sang udover med malmrøst: Sulten suger, og soten slaar — nød i Norge! Den sommer forkyndte alle kirkeklokker det samme i
