Ak, da jeg kommer ei ihu,
hvor svag jeg er, hvor naadig du,
let glemmer jeg her pligt og kald
og synker dypt fra fald til fald —
da sang de gamle jenter paa det tredie:
Gud rydde af mit hjertes rod
alt ukrudts vilde grene!
Gud bøie det til sig i bod
og eie det saa ene!
Gud naadig tag
fra mig hver dag
al synd og skam og nid og nag,
gjør mine tanker rene.
De havde ikke mer end tre vers, og fordi folk rundt om dem fremdeles holdt bøgerne i veiret og rørte munden, tænkte de sig først lidt om og tog i sin enfoldighed fat forfra endnu en gang, og idet Haagensens skingrende trompetstød, fulgt af menighedens summen, triumferende førte niende og sidste vers tilende, kom de efterpaa klagende:
Men ak, jeg ved,
hvor ond og led,
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.
Efter gudstjenesten sad pastoren alene i sakristiet. Han var dygtig medtaget af formiddagens anstrængelser. Hjertet hamrede, alt i et fløi der smaa skyer for hans øine, det bævede og rykkede i alle kroppens fibrer og suste for ørene. Foran ham stod den halvtømte saftflaske og kalken, hvori der var en slant igjen efter uddelingen af sacramentet. Skjælvhændt slog han den
