Side:I cancelliraadens dage.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

nedenfor ham sad den rige Jørn Mæhlum og kaldflirte. Ham skyldte han paa tredie aaret for seks tønder byg fra den høst, han spilte bort kornavlingen sin til landkræmmer Korslund fra vestsiden.

Slutningsbønnen blev fremmumlet uforstaaelig. Han gik ned elendig mat og tør i munden.

Under altergangen rystede kalken i hans haand, og han pintes af den skrigende og uharmoniske salmesang. Det var tildels hans egen skyld. Efter den evangeliskkristelige salmebog, som Lind havde faaet indført i menigheden, istemte klokkeren salmen:

Du Jesu bød mig i dit ord
at møde ved dit nadverdbord;
her jeg skal ihukomme dig
saa vist du ihukommer mig.

Men i en stol for sig selv sad to gamle tunghørte jenter fra Aasmarken med en storstilet, skindbundet Kingo, og de vidste ikke bedre end at lete frem den salmen, som fordum præsten Adler støt brugte ved altergangen:

Til Herrens bord i Jesu navn
jeg agter mig at gange
til hjertetrøst og sjælegavn,
til salighed at fange.
   Men ak, jeg ved,
   hvor ond og led
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.

Versene var længer for dem, og de gjorde en pause for hvert nyt, mens klokkeren kilte ufortrødent paa, saa da menigheden var naaet til det femte vers: