klamme, rent vaade, og han følte en irriterende prikken i fingrene. Det tynde, graa haar klæbede svedigt til panden, og der var røde flækker paa hans hule kinder. Det forekom ham, at de skidne, kalkede mure rykkede paa sig, og sænkede han blikket ned mod gulvet, hvor halvhundrede mennesker sad spredt — folk fra hver gaard i hver sin lukkede stol, ligesom deres hester udenfor var stillet i hver gaards stald — saa svimlede det for ham. Det var nok gaaet vel stærkt til hos cancelliraaden.
Endelig fugtede han læberne med tungespidsen og læste dagens evangelium med svag, bævende røst. Det var om Jesus, der lærer som barn i templet. Han kunde i øieblikket ikke faa gjort noget ud af den tekst. Talte lidt frem og tilbage om de selvkloge skriftlærde og det enfoldige barn, stansede og hostede og fandt ikke fortsættelsen. Men prækenen maatte gjøres længere.
Han tog sig krampagtig sammen, mindedes uvilkaarlig sin dimispræken nede i Kjøbenhavn for mangfoldige aar siden, gjorde en brat overgang, og før han selv vidste om det, repeterede han den høit og tydelig. Dens tema var det geistlige læreembedes betydning.
Forsamlingen nede paa gulvet studsede; den var ikke vant til at høre sin præst udtrykke sig saa flydende og lyttede andægtig til hans ord.
— — Der gives nu for tiden ikke faa, der sige, vi behøve hverken præster eller andre geistlige embedsmænd, saasom de hverken forskaffe os brød eller kjød eller anden nødvendig føde eller bistaa os i at drive vore forretninger eller i at vælge retskafne hustruer eller bringe os penge eller arbeide.
Saaledes begyndte han, gjendrev dernæst den paastand og viste, at den havde sit udspring i letsindighed
