og vankundighed, og skildrede kirkens oplysningsarbeide som en fortsættelse af skolens; thi hvor børneopdragelsen har lagt en god grundvold, dér bygger kirkens prædiken videre og søger ved aabenbaringens og fornuftens lys at rense sindene, at befri sjælens ædle metal for dets slagger. Endelig udviklede han den virksomme geistliges pligter med hensyn til den rette forvaltning af sacramenterne og de øvrige kirkelige forretninger.
Men af meget større betydning end alt dette er det dog, at præsten tillige for hvert lem af sin menighed skal være en forstandig ven og raadgiver, der ikke alene i sin prædiken betoner menneskehedens høie bestemmelse, der opfyldes ved den rene menneskeligheds udfoldelse hos ethvert individ og ved sjælens daglige forberedelse til evigheden hos gud. Han forkynder borgerdyds og veldædigheds skjønhed og begribeliggjør for sine tilhørere virksomheds, fredsommeligheds og fordrageligheds store værd og nytte. Thi dette er lærdomme, hvilke, naar de bære frugt i menighedens livsførelse, forjage raahed, grumhed og træg dovenskab samt smelte overtroes og ufordrageligheds haarde isdække ved mild menneskekjærligheds varme foraarssolstraaler og udvikle baade hjertet og fornuften.
Men forsvinder i menigheden uvidenheds og vankundigheds nat for oplysningens morgen, og bliver gudshuset for landmanden en sand helligdom, hvori han forglemmer nag og vrede og med rørt hjerte rækker naboen haanden til forsoning, og hvor tvedragt og had give plads for broderlig enighed, da haver præsten høstet den skjønneste løn for sin gjerning, da er han støttet og løftet af menighedens agtelse og kjærlighed —
Traaden glap for Lind, han stoppede med ét; bent
