«Faar jeg ikke lov til at varme mig lidt her først? —»
Hun saa ængstelig mod stuen: «Nei, skynd dig did ned. Raaden bliver gælen, hvis han træffer dig. — Følg ham du, Lars. Jeg maa ind og have paa dem pelsene. Pak dig nu, hører du!»
Han nærmede sig hende bedende og gren blidt: «Mit naadige herskab byder da ikke den fattige færdesmand pakke sig og giver ham ikke lov til at varme sig lidt først?»
Hun burde alt blevet varm af ponsen deres, som han havde drukket op, brummede Lars, som blev modig ved jomfruens optræden. — Hun stod som paa naaler; hun vidste, hvor hadsk raaden var paa alle omstreifere, og nu var han fuld desuden, og det kunde hænde sig, han stak hovedet ud i kjøkkenet hvert øieblik. «Du gjør, sorn jeg siger, og det straks. — Rap dig! — naa?»
Finnen jeipte modbydelig og vilde kysse hende paa haanden: «Inte saa storagtig, inte saa storagtig, kjæreste jomfruen min!»
Hun veg tilbage og trampede i gulvet. «Pak dig, styggen! Pak dig paa flygendes timen, ellers bliver du arresteret! Du er hos øvrigheden her, og den sparer dig ikke, saafremt den faar nyss om dig. Den skjelner mellem skikkelige færdesmænd og omstreifere og finnetatere som dig —»
Hans onde, gnistrende øine maalte hende fra top til taa, hans blik sugede sig ind i hende, tilslut saa hun ikke andet end de øinene. Hun blev hvid som et lagen og holdt hænderne for ansigtet.
«Hæhæ, jomfru uden jomfrudom, du jager mig ud i kolde vinternatten, du! — Men bi du, bi du! Før aaret er omme, skal du have det koldere! Skikkelig færdes-
