paa bænken og strævede med at sparke støvlerne af sig: «Du lyt ta ti lidt mæ mig, Lars, før neiggu, om jeg faa dom ta mig aaleine — — Jeg skal hilse fra Almsmanden og spørge efter kaptein Bauck,» hærmede han saa med tør stemme og paa stivt bogmaal, «om han ikke skulde have lyst til at følge med tilbage hjem, før fluerne vaagner. — Haha, skjønne de den, kara? Det va fan itte sammarsflugua, 'n meinte.»
Haaken og Lars lo, og Lesbet snudde sig ørsken i sengen.
«Du faa spørja 'n sjøl,» knæggede Lars. Ellers tænkte han nok at blive til imorgen, eftersom jomfruen sagde.
Det var bedst, han blev med lel, for husbond var enkoms borte hos Hans, efterat han alt havde lagt sig, og bad ham kjøre af sted efter kapteinen og tage med sig ydertøi. Orre tvilte vel for, at Baucken havde reist bort sit eget i julen — igaar var det fjortendagsdagen, siden han strøg hjemmenfra —
Nu kom jomfruen til og gik ind igjen for at sige besked. Om lidt lød inde fra stuen støi og stor latter, som efterhaanden blev overdøvet af en vældig bas: «Skaal, Bauck, hjertens ven! Den gode landkræmmer søger sit fortabte faar!» — Og syngende fortsatte den:
«Ubøielig skjæbne ham river
med magt fra vor blødende barm;
han kysset til afsked os giver
og slider sig ud af vor arm.
— — Yndefulde jomfru Hebe Nannestad, hvor kunde Eders skjønne læber nænne at udsige det sorgens budskab? — Skaal, hjertens ven! Dette mindebæger tømmes for dig, hvem den grumme Orre frariver os — skaal!
