mistrøstig spurgte han, hvordan han skulde bære sig ad for at greie dem.
Moren tænkte sig om en stund. «Du fann att øikjenn aat Raada paa fjelli ifjor haust,» sagde hun. «Hænn kjem nok hau det, aa hænn æ baade snil mot den stakkara, som be'n, aa ha magta tel aa hjælpe. Du lyt gaa bortaat a imaaraa.»
Iver svarede ikke. Han likte ikke rigtig at drage til skrivergaarden i sligt ærinde. — Vist var raaden snil og hjælpsom; det feilte ikke paa det. Men her var det giftermaalssager, det gjaldt, og der gik alle slags rygter om ham og kvindfolkene paa gaarden, siden han blev enkemand. Af de husjomfruer, han havde havt efter fruens død, var en blevet gift med husbondskaren hans, som han havde sat i stand til at bygsle jord sør i bygden, og en anden var en haandværker i byen blevet ved. Og for begge parene havde det hastet med vielsen. — — Saa raaden var ikke den, én først skulde tænke paa at vende sig til, naar det gjaldt giftermaal.
Ligevel drog Iver afsted til ham og bar frem sit ærinde. Raaden skrev til onkelen i Fredriksstad, og saasnart svar indløb, blev kongebrev løst, og korporal Iver Tollefsen holdt bryllup med jomfru Anne Cathrine Bühring.
Vel et aars tid senere hændte det sig, at Anne Cathrine sad alene i stuen og vuggede et lidet barn og sang for det. Svigermoderen og Iver var paa akeren og skar rugen, og hun havde maattet gaa fra dem for at stelle den vesle. Da kom en svær, graahaaret mand ind ad døren, hilste goddag og spurgte efter korporalen. Hun reiste sig og neiede, for hun saa, det var en fin mand, og vilde hente Iver. Den fremmede stansede hende.
