og tydelig form. Han vilde trodse, trodse! — ryste det af sig! — —
Det er sent paa natten,» sagde, han høit og kvak for sin egen røst. «Bedst at komme sig i seng,» lagde han til, men blev likevel siddende.
Det suste for hans øren. Trætheden forbandt sig med stilheden. Da svigtede hans modstand, og spørgsmaalet var dér: Kunde du nu gjøre det store? Nei. Kunde du have gjort det? Kunde du have hjulpet dette land i dets nød, kunde du have gavnet det fremfor mange, dersom du ikke havde forskjærtset dig selv og din evne? — Ved ikke, kan ikke vide det, undskyldte han sig.
Et glimt af haab lettede et øieblik tyngselen fra ham: Du kan det endnu, du kjender bedre end de fleste, hvad der skal til — du faar prøve — — som Envold Falsen. — — — —
San fortrak hans ansigt sig atter i smerte: Du har ikke længer styrken, som kræves til det store, du har ikke længer den rene vilje, som kræves i det smaa. Du kan ikke staa som den forsonende mellem de stridende og uforligte; de vilde sige, hvem er du, som formaner os og giver os raad? Og da kan du ikke svare dem.
Han stønnede i skam. Hænderne knugede sig om lenestolens karmer.
Aa, denne forbandede nattestilhed! — Han løftede hovedet og lyttede. Fra landeveien lød støi af kjøring. Hjul rumlede over frossen, ujevn jord — hestetramp foran tunge læs.
Støien tog til, kom nærmere, lige til huset, som næsten rystede. Han reisle sig, rullede gardinet op og aabnede med besvær et iset, ugjennemsigtigt vindu. Maanen stod lavt paa himmelen. Under ham var landeveien.
