tænker du, erindringen om dem, samvittigheden — naget — har kunnet drive ham i døden, uagtet han vidste, at fædrelandet trængte ham? —» Ordene arbeidede sig langsomt og svært frem.
Fogdens haandtryk blev fastere: «Kanske. Men jeg tror, han har strævet, saalænge han aarkede, og gjorde sit bedste. Større er vist ikke Vorherres krav; lad heller ikke menneskenes være det. — Godnat, Weydahl, og farvel du, hvis vi ikke skulde mødes mere. — Jeg reiser før frokosten.»
«Godnat, Jespersen — farvel og tak for nu.»
Cancelliraaden blev ene. — Lyset brændte ned i stagen, saa den kogende talg hvislede og oste. Han slukkede det og satte sig igjen i lænestolen foran ovnen.
Skinnet fra ilden faldt klart over hans ben og store, hvide hænder, som hvilte slapt paa knæerne. Saa blussede den stærkere op, og det naaede hans ansigt. Haaret hang uordentlig ned i panden; læberne var presset sammen i smerte.
Et spørgsmaal borede sig ind i hans sind; ubarmhjertig rev det op i det, som dybest var skjult og nedgravet i hans sjæl, vakte minder og tvang tanker tillive. Det skjøv tilside alt, brød ned alt, han vilde stemme det med. — Det, han havde virket, blev saa betydningsløst; hans stolthed, mønsterbruget paa skrivergaarden, saa ligegyldigt; hvad han havde udrettet i disse bygder, dem han havde klamret sig til, saa lidet og saa altfor dyrekjøbt mod de midler, han havde brugt, og hans ungdoms og manddoms ærgjerrige drømme saa uværdig smaa.
Han vaagede ikke at lade spørgsmaalet tage klar
