dem forgjæves være rolige. Bønderne seg sammen i en klynge bagom Hans Dahlbye. Men cancelliraaden og Hæegh havde trukket løitnanten hen til et vindu og talte sagte med ham om de nøiere omstændigheder ved dødsfaldet.
«Kornaagrer er du!» raabte Lehmann. «Du benytter dig af fattige fjeldbønders nød til at afpresse dem deres sidste dalere!»
«De har ofte nok budt mig arvesølvet med,» svarede Dahlbye.
«Kornaagrer! — Forrædere er du og alle dine venner! — Horkarl!»
Da greb Hans Dahlbye en lang lineal, som laa paa bordet, og hug efter procuratorens hoved, men lensmanden fattede ham om haandledet. Og Lehmann kjendte et haardt tag i skulderen. «Nu er det bedst, De gaar med mig,» sagde Weydahl.
«Jeg kalder Dem til vidne paa, at jeg er overfalden og fornærmet af denne skurk! — Brud paa tingfreden!» protesterede Lehmann, men fulgte godvillig med gjennem den opskræmte kvindeflok paa gangen og ind paa cancelliraadens værelse. Det sidste han skimtede af selskabet var den tykke, udlevede bonde, som knyttede næven efter ham og snøftede af sinne.
Det var halvmørkt hos dem. Det brændte i ovnen, og ilden flammede stødvis op og spredte et usikkert skjær udover. Lehmann satte sig opgivet paa sengekanten og turde ikke rigtig tale til cancelliraaden, som gik frem og tilbage, af og til sparkende unda en stol, der var i hans vei.
Om lidt hørtes mange menneskers trin i trappen, og
