der blev stille paa salen. — Lensmand Krogsti kom ind med et lys og tændte to andre, som var stillet paa natbordet. Høegh og fogden var med ham. De var alle blevet ædru.
«Dette var da svært leit — dygtig leit — svært leit —» gjentog lensmanden og saa sig fortumlet, og ynkelig om; han mærkede ikke, at talgen fra lyset, han bar, dryppede ned paa de fløiels bukser.
«Bryd Dem ikke om det, De er ganske uden skyld,» sagde Weydahl, som var tydelig ophidset. «Er Dahlbye reist?»
«Han kan ikke godt reise hjem inat.»
«Nei, vist ikke! Lad os bare undgaa at træffe ham ved frokosten — — De er som sagt undskyldt. Godnat, lensmand.»
Krogsti fattede vinket og fjernede sig. «Jamen var det dygtig leit,» sutrede han i døren.
Cancelliraaden hev sig i en lænestol ved ovnen. Høegh tog plads ved bordet sammen med fogden, som slukkede det ene lys, fordi skinnet plagede hans svage øine. Fra skyggerne af himmelsengens omhæng ragede Lehmanns tynde, hovmodige profil frem.
«Den elendige knægt!» sagde han dirrende. «Jeg forlanger ham tiltalt og straffet.»
Jespersen og Høegh satte begge i at le, forceret hjertelig, som om de vilde fri sig fra en trykkende uhygge. «De slap, fanden gale mig, godt fra det, synes jeg,» forsikrede fogden. «Og dog var det et skammeligt optrin ved en saadan leilighed,» lagde han sørgmodig til.
«Jeg var i min fulde ret,» mente Lehmann værdig.
«Det var De ikke,» sagde cancelliraaden haardt og hæst. «For det første burde De have taget i betænk-
