— bedst som det var — en kobjelde ringe og klinge nede paa jordet. «Far,» skreg hun saa, «koen er i rugen!» — «Du maa jage den ud da, barn,» svarede han og skyggede med haanden for panden. Han vilde ikke være ved, at synet ikke strak til, og at han ingen kreaturer opdagede. Henrikke var straks paa farten, og bjelden ringlede og dinglede bortimod havnehagen. Men naar hun varm og forpustet kom tilbage, var det et rart kreatur, hun havde jaget.
Til andre tider skulde hun blive med Berte med eftasværd til folkene. De gik af sted sammen og vendte hjem sammen, men husholdersken havde ikke havt synderlig følgeskab med jomfruen.
Da august mørknede nætterne, tog det til at tusle paa gangene i andet stokværk ved jomfruens kammers. Berte mærkede det. Hun blev syg af skræk og samvittighedsnag, men hendes mund var forseglet. Kapteinens aarvaagenhed var sløvet; han glemte paany datteren for krigen, som da blev livligere.
Saa blev det til det, at en eftermiddag stod Henrikke i skaalen og forklarede Erik, som sad paa huggestabben med albuerne paa knæerne, at nu maatte de gifte sig. — Det var sval skygge inde hos dem. Mens han faafængt ledte efter svar, saa han gjennem døraabningen det sollyse, græsgroede tun, dér en hønseflok med gaardhanen stoltelig i spidsen kaklede og sparkede i det størknede mudder rundt brønden, dernæst et stykke af hovedbygningens brune tømmervæg og trappen med hæggetræet over; det hang fuldt af glinsende sorte bærklaser. Han mumlede endelig, det var bedst hun talte til kapteinen.
Vilde ikke han gjøre det, bad hun.
