Han vred paa sig og havde ingen lyst til det. Hans øine veg unda hendes. Han gloede haardnakket paa hønseflokken.
«Ein kar bruke fri sjøl,» sagde hun. «Men du tør fel itte, du stakkar. Du va houggræd, sidst du træfte far min aa —»
Hun biede efter svar, men det kom ikke. Han sad bare fortabt og syntes, at det var saa underlig stille.
Hun talte igjen, og han hørte det som langt borte fra: «Du sitt her aa vri dig som 'n orm — Je ska seja fraa sjøl da —»
Hun gik fort over tunet lige til trappen. Der snudde hun sig paa øverste trin og raabte: «Du faa vente paa svar, om du tør!»
Han gik efter til brønden. Hønsene trippede tamt om fødderne paa ham. Hun var saa braa af sig; svaret fik han vidst tidsnok — —
«Satan partere mig!» tordnede kapteinen inde i huset. Hanen flaksede med vingerne, og hønerne kaklede skræmt op. Erik lagde paa sprang hjemover.
Fem uger efter var der bryllup paa Stor-Kjelsrud. Berte var gaaet imellem fader og datter, da det gjaldt, og hun og Tebetmann havde talt i enrum sammen til langt paa nat. Tidlig om morgenen blev der sendt brev til præsten, og Erik blev kaldt op til kapteinen, som gav ham den besked: Har du gjort mig til svigerfader uspurgt, saa har jeg bestilt lysning uden at spørge brudgommen. — Det som ilde var, skulde ikke bli værre, og derfor vilde Tebetmann holde ordentlig bryllup for dem.
