ROSEN
På kommoden i sovekammeret lå rimbrevet enda — åpent som hun hadde lagt det fra sig straks hun hadde lest det.
Marthina Stampe slapp hattebåndene, tok papiret med den tette, sirlige skrift og satte sig ved vinduet. Imorges da piken kom med seddelen hadde hun just holdt på å kamme sig, helt flyktig hadde hun lest den — hennes Stampe var allerede i klærne. Hun hadde også måttet finne frem en dusør til Braachs gamle betjent, som bragte brevet.
Hvor smukk den var fru Lucindes kaligrafi — som prentet:
«Gode Frue! Hvis De er i Live og ikke blaast bort med den sidste Storm, da forventer jeg, De vil mig give Besked derom — vælg selv i hvilken Form! Tænk Dem, Uger, Maaneder er gaaet, jeg hverken hørte eller saae til Dem! Har De mig saa rent af Tanken slaaet?
