Født i Hosanger 1780, af bondeæt, død som provst og sogneprest til Eidsvold 1848, et af de mest fremtrædende og mest omstridte medlemmer af rigsforsamlingen 1814, rousseausk frihedsmand og Karl Johans ven, fanatisk i sit had til Danmark, alsidig interesseret og alsidig udrustet, har Nicolai Wergeland spillet en merkelig rolle baade i vor politiske og i vor litterære historie; han er en af de personligheder, som enhver iagttager af vort nyere aandslivs udvikling vil stanse ved. Hertil kommer, at han ikke bare har havt betydning direkte ved sin personlige indsats i norsk kultur, men at han tillige har øvet en merkbar indflydelse paa sin søn Henrik Wergeland, hvis virksomhed faar en interessant belysning ved at sees i sammenhæng med faderens.
Nicolai Wergelands æstetiske debut er en efterligning af Sterne: „Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet, Eventyr, Bemærkninger og Meninger“ (Kjøbenhavn 1805), hans sidste litterære gjerning er, som hans datter fortæller,[1] at oversætte Victor Hugo: „Les burgraves“. Der ligger en hel tidsalder mellem disse to forfattere, oplysningstidens glade og følsomme digterprest og den steilt storslagne romantiker, en sælsom forvandling af menneskets interesser og smag. Og Nicolai Wergeland har paa et langt stykke Vei fulgt denne forvandling: det sentimentalt æstetiserende Kjøbenhavn af 1800, det Kjøbenhavn, hvis aandelige gjennemsnitsniveau betegnes af Rahbek, har bestemt hans første bog; senere træffer Vi jo et og andet fra hans haand af det samme præg: i Kristianssand udgir han en fortsættelse af „Haldor Smeks smaa Tildragelser“ (1810), men han blir fra nu af mere politisk end æstetisk interesseret. Først hen-
- ↑ „I de lange Nætter“ s. 259.
