Side:Hjalmar Christensen - Nicolai Wergeland.djvu/7

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
2

ved 30 aar efter sin debut træder han atter op i den litterære verden, denne gang som sin søns kritiker og forsvarer under den første store brydning i det unge nationale aandsliv. Nicolai Wergelands første frembringelse er i sjelden grad merket af en hensygnende aandsretnings fattigdom, den er en aandløs efterabelse, besidder intet af Sternes vid, intet af hans pikante følsomhed, hans naturlige skjelmeri; den ligner et vissent vrængt skind, alt indhold, alt oprindeligt liv er udtørret. Næste gang møder vi den nu aldrende forfatter som en forstaaende og varmhjertet forsvarer af det nye liv, der sprudler frem i vort folk, dets forsvarer mod en gammelklog yngling og hans venner, trediveaarenes konservative ungdom. Men det er netop hans forhold til Sternes aarhundrede, der betinger denne hans holdning, vel ikke hans forhold til dets døende kunstformer, men til den fornyelse af menneskeaanden, den rige og varme menneskelighed, som var arven fra det 18de aarhundrede. Nicolai Wergeland er en af de mænd, som — forbi den politisk-romantiske reaktion — fortsætter den ældre slegts gjerning, og savnede han end flere af de egenskaber, der var nødvendige, for at han kunde virke dybere ind i den nationale udvikling, havde han dog den lykke, at det bedste og betydeligste, han havde følt og tænkt, blev grebet og udviklet af hans søn.

I virkeligheden kulminerer den optimistiske frihedsbevægelse fra forrige aarhundrede i Norge først hos Henrik Wergeland. Mens den overalt i Europa baade litterært og politisk mødes af en modbevægelse, forekommer der hos os neppe nogen saadan afbrydelse. Tvertimod faar bevægelsen ved den lykkelige udgang af krisen i 1814 saa sterk næring, at de reaktionære forsøg fra regjeringen senere ingen medbør finder. Er der end enkelte af de frisindede embedsmænd fra 1814, som nogle aar efter viser mere tilbageholdenhed eller endog søger at undergrave sit eget verk, saa er denne frontforandring kanske mere et tegn til en anden opfatning af praktisk-politiske forhold, end den er udtryk for en anden mindre frisindet aandsretning, — og er der dem, hvis begeistring begynder at blegne,[1] saa har den frie tænkning til gjengjæld slaaet dybere rødder hos andre og fremfor alt i samfundsklasser, der hos os tid-

  1. Man kunde her bl. a. henvise til debatterne om den almindelige værnepligt i de første stortingssessioner, hvor flere repræsentanters frisind meget snart viser en mindre entusiastisk karakter.