«Ja i spisesalen var der virkelig bra, men tobaksrøgen i kaféen? —,» assessorinden rystede energisk på hovedet, «og det selskab? —, jeg forstår ikke, hvordan de damer egentlig kan være beskafne, som besøger denslags steder. At herrerne indlader sig på noget af hvert — det har jo altid været så; men en dame, som endnu eier lidt smag —»
«lkke så streng, lille frue,» assessoren la hånden beroligende på hendes arm, — «men ved du, at bureauchef Schytte havde set os den aften —?»
«Det er ikke muligt,» udbrød assessorinden, «hvor det var kjedeligt —»
«Jo, assessorinde Barth, f. Liljenberg, er bleven set paa Grand Onsdag aften klokken halvtolv — drikkende kaffe — gud ved, om hun ikke også røgte cigaretter —.»
«Fy, Severin — du er formelig uartig. Så ondskabsfuldt af dig og Alette at benytte sig af min eftergivenhed!»
«Stakkars mor,» Alette klappede fruens magre og rynkede kinder; da moren ikke straks lod sig formilde, satte hun sig på lænestolens arm, la sit spinkle og smidige legeme ind mod assessorinden, sin kind mod hendes. Den gamle frue smilte. Barth blev slået af ligheden mellem
