et veloverveiet koketteri bag disse fine og bestikkende småbemerkninger, bag denne korrekte og værdige tone, så var han ialtfald forberedt: ironien var ikke dybere gjemt, end at den hvert øieblik kunde bryde frem. Af enkelte småting merkede han, at hun ikke tog feil af hans venlighed; hun syntes næsten at anstrenge sig en smule for at gjøre ham tryg — men som en fiffig liden djævel vidste hans mistænksomhed at forstikke sig i alle samtalens smuthuller.
— Der kom tilsidst en pause, en lang pause, — hun sad med halvlukkede øine, bagoverlænet, bleg og lidt træt at se til; det konventionelt venlige udtryk blev efterhånden fraværende og smerteligt. — Pludselig reiste hun sig i stolen, hendes store blå øine mødte hans; med et smil, hvis tungsindighed ikke var uden en let selvironi, spurgte hun:
«De tror mig ikke rigtig —? De har Deres tvil, Deres slemme tvil —. Å ja —,» sluttede hun halvt for sig selv.
«Nei, jeg tror Dem ikke altid,» svarede Barth alvorlig, «De er ikke noget ligefremt menneske.»
«Så —,» fru Ellinor reiste sig, «nei, nei — men kanske er jeg ikke så løgnagtig, som De tænker Dem,» hun gik, Barth fulgte efter, men
