Fru Ellinor syntes at more sig. Da turen kom til Barth, var hun sandsynligvis fornøiet med aftenens begivenheder hidtil —. Barth var til en begyndelse lidt ironisk; hun havde jo behandlet ham kjølig, lige siden den aften han gjorde sin entré i huset. Og han indbildte sig, at hun iaften havde været mindre elskværdig mod hans ven Albrechtsen, hvis lange ansigt pludselig var blit meget længere —.
Efterhånden lod han sig afvæbne. Fru Ellinor havde en naturlig og vindende ro, en jevn og klog sikkerhed, som han bøiede sig for. Hun var hverken angribende eller koket, hun talte stilfærdig og interesseret, uden de hastige sidespring, der pleiede at udmerke hendes konversation. Barth blev mere og mere forbauset over hende — imponeret af hendes skarpe omdømme og nysgjerrig: hvor forskjellig hun var fra den ene dag til den anden, hvor hendes stemmes klang vekslede efter øieblikkets stemning og de mennesker, hun talte med; hvor disse øines sterke blå var blankt og uigjennemtrængeligt. — Men lod han sig end afvæbne, kom der end i hans ord en stille oplivethed, en til samme tid sindig og sterk varme, så glemte han alligevel ikke, at ligeoverfor denne kvinde gjaldt det at stå på vagt. Lå der gjemt
