betydningsløst kunde det vel ikke heller være for hende? — Han sad stille fordybet i hendes bevægelser og glædede sig — glædede sig over det blege skjær mellem de store grønne blade, glædede sig over den hvide dug og de smaa fine flade thekopper, over mr. Wheelers velafrundede bemerkninger, over de hundrede bagateller, der gav øieblikkets stemning.
— Liden frøken Lolly sad i egne tanker, og de var helt traurige. Livet var rigtignok rart og lysteligt, fuldt af mangehånde morsomme, endnu uopklarede hemmeligheder, men lidt forkjert alligevel. — Ingen var mere glad i søster Ellinor end hun, og ingen beundrede hende mere — — men det var ikke morsomt, at alle — alle — var optagne af Ellinor, mens de behandlede hende som en sød liden pige, en kjæledægge, nærmest bestemt til at fjase med. Det var nokså ondt imellem, og hun havde vanskeligt for at forstå det. Ellinor brød sig jo ikke om nogen af dem, heller ikke om ham. Han var igrunden den eneste, hun misundte hende — kunde hun bare få ham for sig selv, skulde hun gjerne overlade Ellinor alle de øvrige.
Men også iaften sad han og lod sine vakre tungsindige øine kjærtegne Ellinor, som
