Når det led til middag, gik han ud. Oftest alene. Han gik hurtig, hilste kort, var ubehagelig, når nogen slog følge, endogså mod Barth. En tyve minutters tid pleiede han at tilbringe paa en bodega, langsomt nydende et glas madeira, af en sort, de engang havde drukket, Ellinor og han, en af de få halvtimer, de nogengang havde tilbragt alene; smagen fremmanede hendes stilling, hendes ansigtsudtryk, hendes stemme, denne lave, rolige, velklingende stemme, der gav de hårdeste ord et næsten mygt tonefald, der iførte en bizar og disharmonisk stemning et diskret, næsten smilende ydre.
Da han sad der idag, kom der pludselig en ung maler af hans bekjendtskab hen til ham.
«Nå — man ser Dem aldrig — andet end på gaden, og da har De altid hastverk. Har De meget at bestille?»
«Nei — ikke just det.»
«Kan De ikke se opom atelieret. Jeg har et billede, som vil interessere Dem. Et studiehoved. Kjender De fru Ellinor Krohg? Ja, det gjør De jo.»
«Jeg kjender hende ganske flygtig. — Hun ser godt ud. Har De malt hende?»
«Ja, og det er blit pokker så godt. Pokker så godt.»
