Manden irriterede Albrechtsen. Denne blonde friskfyr med det krusede spidse hageskjæg burde ikke ha lov til at danne sig nogensomhelst opfatning af det «studiehoved,» — endsige male det «pokker så godt»; Albrechtsen fik pludselig lyst til at si ham sin mening lige ud:
«Er De nu egentlig portrætmaler? Ved De, hrr. Gjønnes, jeg synes, De skulde holde Dem til Deres både og brygger og fiskere i storm. — Det er ikke det samme at male fru Krohg, som at male en båd eller en brygge.»
Maleren så forbauset på ham. «Kom og se,» sa han pludselig, kom med éngang. — Jo, det er godt,» tilføiede han halvt for sig selv.
Albrechtsen var på sin side forundret over, at manden ikke blev fornærmet. Han så på sit ur. Bodegaen lukkedes kl. 3. «Jeg skal følge Dem,» sa han kort.
De fulgtes, næsten i taushed. Maleren bød ham en cigaret. Albrechtsen tog den; maleren gav ham fyr. Albrechtsen studerede derunder den andens ansigt. Der var noget over de lidt stupid melankolske øine, som tiltalte ham. Allerede forinden han trådte ind i atelieret, der var beliggende i Nedre Slotsgade, følte han sig så småt afvæbnet.
