svinde. — I den lille vestlandske bygd, hvor han først egentlig var helt sig selv, havde han været lykkeligere end noget andet sted i verden; han var der hjemme blandt sine egne, i den natur, han kjendte og holdt af, i alle dens lunefulde overgange: han elskede disse grå, sørgmodige vintre, med nøgne marker og sølede veie, med varme vindpust, der hviskede om sydlige landes vår — med regn og sneslud og uventede godveirsdage, med blegt solskin, der lokkede de grønne spirer frem i lune bakkeheld — med brogede solnedgange, der la bygden i dyster brunviolet belysning; han elskede de urolige, langvarige våre, med pludselige og rå tilbagefald: sommer i april og snefog i mai, — med lyse, letsindig milde aftener, når regnveiret er drevet over, og birkens brune bladknoppe skinner af væde, — med isgang i sorte elve, med solglødende snemasser over høie og langsomt rundede fjelde — —. Engang i hans studenterdage, han var syg inde i Kristiania og ikke langt fra færdig med livet, havde det været hans længsel endnu at opleve en sommer derhjemme, en sorgløs sommer, mellem de mennesker, han holdt af. Han længtes efter endnu en gang at sidde på en bred åben veranda med udsigt til lys birkeskog og til fjorden og de blå
