Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
202

fjelde i vest — efter endnu en gang at føle den milde duggede sommerkvælds pust mod sin kind; han længtes efter dunkel bleggrå aftenhimmel, efter små tågedotter i fjeldene, efter den svage fossedur; han længtes efter den våde damp af de hjemlige marker, efter den jord, han havde spadet i som gut — —. Han skulde nøiet sig med en eneste vestlandsk sommerdag, en af dem, man husker fra sin tidligste barndom: — Det er klarnet op om natten. Over det tætte bladmylr i trærnes kroner, over den regnmættede eng, hvor græsstråene bøier sig af egen tyngde, ligger endnu et sølvskimrende vædelag. Men sommeren er kommet for alvor: man har en tryg fornemmelse af, at man kan leve for åbne døre, at luften er solvarmet og tør, at der er dagslys døgnet rundt — der blæser en svag havgul og ospeløvet skjælver — man vælger sig plads, hvor græsset er småvokset og blødt, hvor man hegnes af kratskog og kan stirre op mod en himmel uden skyer, en solsitrende hvælving —.

— Men han havde idag en følelse, at der var kommet noget imellem ham og dette hjem, at bygdens fjelde vilde se fremmede og misfornøiede ned på ham, at han havde noget at skamme sig over. Han var bange for, at en vestlandsk sommerdag ikke mere vilde bli det,