ikke det spørgsmål, hvormed den lille tykke, der atter var kommet i ligevægt og vilde vise dette, afsluttede beretningen:
«Hvad sier så De?»
Tilsidst begyndte Albrechtsen at røre på sig. Han så ikke længer på fyren, løftede ikke på hatten engang; han gik langsomt ud.
— Han blev ude til middag, han turde ikke træffe faren — han skulde jo ikke merke noget. Han gik omkring i halvbevidst sløvhed; i skumringen slentrede han hjem og sneg sig ind på sit værelse. Han la sig på chaiselongen og tændte en cigar, men cigaren sluknede og faldt på gulvet. Han lå og stirrede mod det blasse, grålige lys, der endnu sivede ind fra vinterdagens sidste time. Hans lemmer hvilede stivt i samme stilling; han havde blot en dunkel smertefuld fornemmelse inde i hovedet, ligesom langt inde, næsten i nakken — at der var hændt noget stygt og forfærdeligt, at han var meget syg — at en stor kulde isnede hans indre.
— Husholdersken lukkede på døren og spurgte, om kandidaten ikke ønskede lampen tændt. Da han ikke svarede, gav hun sig ifærd med at tænde den. Han så pludselig hendes røde hånd i skjæret af fyrstikken — — lampe-
