ind i en butik, opdagede hun Albrechtsen, der kom glidende langsomt opover, med ansigtet næsten begravet i pelskraven. Hans øine, der lå halvt lukkede, måske fordi tågerøgen sved lågene, måske fordi ingen af gadens foreteelser vedkom ham, åbnede sig bråt, ansigtet kom tilsyne, han slæbte ikke længer benene, han gik, endog hurtig — manden var pludselig en anden.
«Goddag, Albrechtsen — så tidlig ude.»
«Ja, jeg angrede for et øieblik siden, at jeg havde vovet mig ud — men ikke nu længer.»
«Siden De traf mig?»
«Rimeligvis.»
«Jeg er også glad for, at vi mødtes? Hør nu — har De det travlt?»
«Som vanligt. De ved, at jeg altid har det travlt, når jeg træffer Dem.»
«Vil De drikke et glas vin med mig? Høitidelig invitation, forstår De. Jeg har savnet Deres lange ansigt i flere dage. Hvor har De opholdt Dem?»
«Jeg har kun ét opholdssted. Jeg har ligget hjemme på min chaiselong og beskuet et maleri, De kanske erindrer — et maleri, som ellers gjemmes bort for alle profane øine i et merkværdigt skrin, jeg har anskaffet mig — et skrin i form af den nydeligste lille ligkiste.»
