Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/184

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
184


«Og i den ligkiste putter De altså mig?»

«Ja — det er min helligdom; det er den ligkiste, jeg lever for, den er mit livs indhold, alle mine tanker kredser om denne sorte lille kasse, ligefra jeg står op, til jeg lægger mig, og om nætterne vågner jeg undertiden, ræd for at ha mistet den, og må hen og bli sikker på, at den er der. Den er af kobber, men sortpoleret udvendig, og indvendig er den farvet orange; den har to rum, idet ene ligger altså et maleri, i det andet er der reserveret plads for min aske, når den lykkelige tid engang kommer, at jeg kan stifte bekjendtskab med et svensk krematorium. Den kasse er jeg stolt af, den er simpelthen mit livs bedrift, det eneste udtryk for min eksistense, jeg overantvorder efterslegten. Jeg vil gjøre et legat, hvis renter skal anvendes til at vedligeholde monumentet over min kjærlighed. Kassen skal aflåses og nøglen kastes i havet, men de udvalgte inskriptioner, hvormed jeg har ladet låget pryde, af mine yndlingsforfattere, skal lade beskueren fjernt ane indholdets historie.»

«De er flink, Albrechtsen, jeg får formelig lyst til at ligge i den kasse —.»

Da de sad på bodegaen, syntes samtalen i begyndelsen at ville gå istå. Fru Ellinor var