dybt nok? Tror du ikke, at jeg også har lidt stolthed tilbage? Det er ikke rart bevendt, det er sandt, men gudskelov, såmeget er der igjen af mig, at jeg ikke er nødt til at ta imod din trøst Jeg har indbildt mig, at jeg holder af dig — hører du, indbildt mig — men nu ved jeg, at det bare var et dumt indfald. Akkurat lige dumt som mange andre af mine påfund. Du er ikke den eneste, tro bare ikke det, — skjønt du er forfængelig og naiv nok til at falde på den tanke — nei, du er ikke den eneste, spør Albrechtsen, spør mr. Wheeler —»
«Ellinor, jeg vil ikke høre på dig —»
«Jeg bryr mig ikke mere om, hvad du vil. — Jeg har længe nok gået og sagt, at jeg var din. Din? Hahaha. Hvorfor skulde jeg være din mere end andres, — jeg sa til Krohg idag, at jeg vilde reise til Smyrna og bad ham gjætte, med hvem — med dig kanske, med dig? — nei — ånei, min egen ven —»
«Ellinor — vær rolig, jeg ber dig, for guds skyld —»
«Så? — ånei — jeg har været rolig så længe, at jeg nu vil støie lidt. — Kanske du endnu vil reise til Smyrna, eller var det ikke så, du havde forfald? — Mit reisefølge har lovligt forfald. Det må jeg fortælle til Krohg.
