Side:Hjalmar Christensen - Bastarder.djvu/177

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
177


Hun vendte ham ryggen og begyndte at gå op og ned i værelset, med faste og hårde trin.

«Jaså,» begyndte hun pludselig med forandret, næsten hæs stemme, «jaså.»

«Hvad mener du ?» han fulgte efter og forsøgte at gribe hendes hånd. Hun rykkede undaf, blev stående og stirrede stivt på ham — han vovede ikke at gå nærmere ind på hende.

«Vil du, vi skal reise imorgen?» spurgte han tilsidst lavmælt.

Hun så endnu nogle øieblikke på ham, og sa, langsomt og høit:

«Nei, jeg vil ikke, vi skal reise imorgen. Hverken idag eller imorgen eller nogensinde.»

«Hvad mener du?»

«Jeg mener ingenting. Jeg mener, at jeg er dum — at jeg pludselig er blit dum. Jeg mener ingenting,» hendes stemme skalv, hun ledte efter ord, men gråden tog hende, hun kastede sig voldsomt frem over bordet —. Han bøiede sig over hende:

«Stakkars kjære Ellinor —.»

Ved lyden af hans stemme for hun op. Hun stod pludselig høi og rank for ham, hvid i ansigtet —.

«Ikke rør mig. Ikke si det, du ikke mener. — Tror du ikke, jeg nu har nedværdiget mig