— Det var temmelig sent, da mr. Wheeler
og Barth i tungt sneslaps arbeidede sig hjem.
Barth bandte over, at der ingen vognmand fandtes,
over føret, over de døsige gaslygter og verden
idetheletaget. Han var egentlig i udmerket
humør, og det morede ham at skridte ud:
engelskmanden fik jagu ta benene med sig, skulde
han følge. Men mr. Wheeler travede taus ved
siden af; hans lange seige ben optog med
lethed konkurrensen.
«Si mig engang,» begyndte han efter en længere pause, «Si mig engang, hvor gammel er De, mr. Barth?»
«Hvor gammel jeg er,» gjentog Barth forbauset, «seks og tyve år.»
«Og jeg er to og firti. De indrømmer altså, at jeg er ældre?»
«Ja, det synes ialtfald så.»
«Vel — må jeg, iegenskab af ældre gentleman, få lov til at gi Dem et godt råd. Overlad fru Krohg til sin Skjebne — til mig f. eks. eller hvilkensomhelst anden gammel fribytter. De er for ung endnu — De har natur — rødt, levende blod — sunde følelser. La den sport fare.»
«Hvad fan er det egentlig, De tillader Dem, min kjære mr. Wheeler?» Barth var stanset op,
