han havde drukket lidt mere end vanligt og anså sig berettiget til at lægge sin hånd tungt og advarende på fornærmerens skulder. Mr. Wheeler målte ham et øieblik: den udfordrende tone vilde i de fleste tilfælde bragt ham til håndgribelige forholdsregler, men det passede ikke for anledningen, og desuden kom hans boxerøie hurtig på det rene med, at den unge blonde nordmand neppe vilde bli så ligetil at håndtere.
«Undskyld, min unge ven, jeg har ikke til hensigt at støde Dem. Langtfra. De behager mig. De er en brægtig ung mand; var jeg Deres far, vilde jeg være stolt af Dem.»
Engelskmandens elskværdige tone gjorde Barth uvis. Han tog hånden til sig; de vandrede langsomt videre.
«Fru Krohg er altså ikke noget for Dem. Undskyld, at jeg taler ligefrem. Jeg sier ikke dette bare af den grund, at vi er rivaler,» mr. Wheeler betragtede Barth med et ubestemmeligt smil, «ikke bare af den grund. Men — for mig er hun altså ikke farlig — for Dem er det en anden sag.»
«Nå, — la mig om det. — De sætter ikke fru Krohg høit, lader det til?»
«Jo — jo, meget høit. Fru Krohg er en
