«— desuden håbede jeg, at jeg kunde få dit følge på tilbageturen. Det er vel nu snart den tid, du skal indover til Kristiania.»
«Jo, det er nok snart på tide,» mente Barth smilende, «men si mig, kan du ikke være med mig hjem iaften. Jeg kommer lige fra jagt; man venter mig.»
Den anden undskyldte sig — han var nylig kommen, lidt reisetræt endnu. De blev enige om, at Barth senere på aftenen skulde gjøre en liden tur nedom hotellet. Barth steg atter i kjærren og kjørte videre.
Den fremmede var en ung kristianiamand, Birger Albrechtsen, søn af en formuende kjøbmand, cand. jur. uden nogensomhelst beskjæftigelse. — Han stod et øieblik og så efter Barth, tændte en ny cigar og indtog atter sin ubevægelige stilling, med ryggen mod dørkarmen, stirrende ud i natten.
En opvartningspige meldte, at aftensmaden var færdig. Han vendte sig langsomt og gik ind. Lyset fra forstuen faldt skarpt på hans lidt spinkle, men elastiske figur, på et langt smalt, regelmæssigt ansigt, med sort mundskjæg og gråblå alvorlige øine.
— Ved halvellevetiden, da forældrene gik til ro, vandrede Barth langsomt nedover til
