Barth kjørte raskt; snart var han i selve bygden; udenfor hotellet stod der skydskjærrer, nogle fraspændte heste gumlede sit kvældshø; fra hotelbygningens veranda kastede en måneskinslampe sit blålige lys svagt ud i høstmørket — over veien, mellem granerne på den anden side; en enkel mat stribe nåede elven lige nedenfor: vandet gled sagte ind i lysstriben og blev atter borte i mørket.
Barth vendte sig halvt i kjærren; han så flygtig på verandaen, hvor der sad eller stod endel halvmørke skikkelser. En af dem forekom ham kjendt. Han grundede et øieblik. Et stort grantræ havde allerede dækket for hotellet: nei, ham kunde det ikke være —?
Skjønt —. Han lod hesten holde. Han måtte ha tingen på det rene. Et øieblik efter kunde han atter se den samme herre stå der, ubevægelig, lænet mod dørkarmen, røgende. Pludselig kom skikkelsen ham imøde: «Godaften.»
«Godaften, — men i al verden —»
«Jo, — det er mig.»
De to venner rystede hinandens hånd. Barth var meget oprømt over opdagelsen. Den anden måtte nøiagtig forklare, hvorledes han havde faldt på at lægge sin route just denne vei:
