naaede ham ikke, før han allerede var syg, og noget Svar fik jeg altsaa ikke. Saa kom en Dag i Slutningen af Mai Efterretningen om hans Død, der vakte en almindelig Sorg i hele Landet, da han med Rette betragtedes som en af dem, af hvem man havde Ret til et være stolt.
Sønnen, Lieutenant Edvard Munch, reiste til Rom og hentede om Høsten Moderen og Søstrene hjem, medens deres fleste Effecter tillige med Munchs sidste Afskrifter fra Vaticanet sendtes hjem med et Skib, der imidlertid forliste paa Veien, saa at alt gik tabt. Et og andet af ringe Værd (mest Copier etc.) var dog fulgt med Familiens Tøi eller blevet liggende i hans Bolig hos Generalauditeur Diriks, fra hvem jeg efter Familien Munchs Hjemkomst blev anmodet om at overse, hvad der maatte findes af Interesse for Rigsarchivet. Medens jeg nu paa en mørk Høstdag stod derhenne i Professorens gamle Arbeidsrum, kom en ganske ung Pige i Sørgedragt, med det smukke Ansigt ombølget af det lange, lokkede Haar, ind for at vise mig tilrette. Medens den sorte Skikkelse næsten tabte sig i Dunkelheden, traadte det skjønne Lokkehoved saameget tydeligere frem og bragte let Tanken hen paa de Englehoveder paa et Par Vinger, som Malerne pleie at fremstille: Det var Munchs yngste, nylig confirmerede Datter Laura, som jeg da saa for første Gang. En Menneskealder senere kom hun op i Rigsarchivet for at tale med mig om sin Faders der beroende Breve, som hun ønskede udgivne. Atter var hun i Sørgedragt; hun hed nu Fru Larsen-Naur og havde en voxen Søn, der var Student, og som skulde være hende behjælpelig med Afskrivningen af Brevene.
Som allerede antydet var der ikke meget at udtage for Rigsarchivet blandt Munchs Efterladenskaber; noget senere fik Archivet gjennem Sønnen nogle andre Sager efter ham, hvoraf det vigtigste var den af ham selv og hans Bekjendte spøgende benævnte «Svartebok», der indeholdt en Mængde Diplomafskrifter, især af Arnamagnæana og Bartholiniana i Universitetsbibliotheket i Kjøbenhavn, alle indheftede i et sort Shirtingsbind, hvilke dog allerede dengang næsten alle var trykte. Deriblandt findes nogle Facsimiler af Diplomer, der vise hans sjeldne Færdighed i Gjengivelsen af deslige Sager. Ogsaa hans stadig
