nu stillede han sig i Positur midt paa Bankpladsen, hvor vi netop befandt os paa Hjemvei fra Archivet, og som da var ganske tom og ensom, fægtede i Luften med sin Stok og sang nogle pathetiske Stropher, som jeg vel ikke nærmere erindrer, men som uden Tvivl vare, i hvad vi nu vilde kalde Wagnersk Stil. Med sin fabelagtige Hukommelse glemte han jo aldrig noget, som han engang havde hørt.
Munch var Aandsaristokrat, alt simpelt og stygt afficerede ham ubehageligt, og han kunde, tiltrods for sin Bonhommie, udtale sig ret skarpt og sarkastisk ligeoverfor saadanne Phænomener. Af hvad jeg før har sagt om Rigsarchivets daværende Fuldmægtig, vil det forstaaes, at de ikke vel kunde goutere hinanden, og til Slutning udeblev Hall efterhaanden længere og længere fra Archivet, hvad der jo tilsidst (i Birkelands Tid) medførte hans Afskedigelse. Vi tre yngre Assistenter maatte da, saa godt vi kunde, udføre det daglige Arbeide uden synderlig Veiledning, og da Munch anden Gang skulde reise til Stockholm, sagde han mig, at han havde talt til Statsraad Riddervold om at faa mig constitueret som Rigsarchivets Bestyrer, hvorpaa denne var gaaet ind. Da Munch var reist, ventede jeg altsaa paa denne Constitution, der dog ikke indløb; da Munch var død, laa den blandt hans Papirer i hans Skuffe i Archivet: han havde altsaa ventet i det længste med at levere den fra sig for at undgaa Ubehageligheder med Hall og saa i Travlheden før sin Afreise glemt det hele. — Munch har engang i sit Tidsskrift udtalt sine Tanker om Aristokrati og Adel, hvilke ganske stemme med dem, han engang udtalte for mig. Han ansaa et historisk Fødselsaristokrati for et nyttigt Element i en Stat, blandt andet som en hensigtsmæssig Hindring mod Parvenuernes ubeskedne Fremtrængen, før de havde naaet et tilstrækkeligt socialt Dannelsestrin, for hvis Mangel han havde et skarpt Øie, og hvorpaa han oftere anførte charakteristiske Exempler. Men ved Siden af Fødselsaristokratiet hævdede han stærkt Begavelsens og Intelligentsens Repræsentanter Berettigelse til at gjøre sig gjældende og at indtage den dem tilkommende Plads. Hermed stod jo vel hans Sans for et mere forfinet Liv i Forbindelse, hvilket atter førte til en vis Leven over Evne — ikke netop for hans
