Side:Historiske Skrifter tilegnede Ludvig Daae.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
— 4 —

Officer og var nu Lieutenant ved den norske Garde sammesteds. Lieutenant Munch, der var en sjelden smuk Mand, var paa den Tid, han reiste til Stockholm, forlovet med en Broderdatter af Faderens Svoger General Irgens, en Forbindelse, der senere hævedes, og det var vistnok dette foruden andre Forhold ved Stockholmsopholdet, der fremkaldte det Svar paa Professor Ungers Spørgsmaal, om hvorledes Edvard levede, da Munch netop var kommen hjem fra Stockholm, et Svar, hvis underlige Tonefald jeg endnu kan høre: «Jo Tak, han lever godt nok,» uden at han vilde indlade sig videre paa Sagen men begyndte at tale om andre Ting.

I Begyndelsen af sit Ophold her hjemme boede Munch tilleie, uden at jeg mindes hvor, men senere tilbøde hans Søster og Svoger, Generalauditeur Diriks, ham at bo hos dem paa en liden Løkke nær Uranienborg, der tidligere havde tilhørt Munchs Forældre. Huset stod endnu for faa Aar siden, men nedreves da, for at det og navnlig den nogenlunde store Have kunde give Plads for de nye Kvartaler mellem Skovveien, Oscarsgades Forlængelse og Riddervoldsgade. Det laa paa en liden Høide, der nu ved Minering har maattet vige for Bebyggelsen, og Professor Munch beboede der et lidet Gavlværelse ovenpaa med et Vindue mod Nord, der vendte mod Oscarsgade, som dengang kun gik til Uranienborgveien. I dette Vindue kunde jeg altid fra mit Karnapværelse i Oscarsgade No. 31 se Lyset brænde, hvor langt det end kunde være paa Nat.

Efter at Munch var flyttet did, hændte det oftere, naar Klokken led mod 2½ og han og jeg vare de sidste gjenværende i Archivet, at han, naar han hørte mig pakke mine Sager sammen for at gaa hjem, raabte til mig fra sit lille Rum, hvortil Døren altid stod aaben: «Vent lidt, Huitfeldt, saa slaa vi Følge!» hvad jeg selvfølgelig gjerne gjorde; der blev derfor i Archivet spøgende sagt, at han var «mørkræd» og ikke syntes om at sidde alene i den gamle «Spøgelsehybel». Hvorom alting er, vore fælles Hjemtoure bleve hyppige og for mig baade lærerige og behagelige, thi de Spørgsmaal eller Begivenheder og Personer, der havde sysselsat ham i Archivet, omtalte han da ofte for mig og udviklede, hvorledes