vendte sig til E. sigende, at Nøden er ikke større nu end forrige Aar, og desuden kan Bonden slagte sine Køer, – den Mand, som har 11, kan uden Skade slagte een, han har endda 10 igjen. E.: Hvorlænge spiser han da paa denne udmavrede Koe? C.: Han opholder Livet i 14 Dage, og imidlertid kan andre Udsigter aabne sig. E. fandt det altfor galt at svare paa og taug med Haanden for Ansigtet. Hr. C. udbrød derpaa: Min Herre, jeg beder Dem ikke see saa haant paa mig – jeg taler ikke som en Daare og har Ret til at ytre mine Meeninger. E.: Jeg troer, at jeg har samme Ret som De og eftergiver ingenlunde denne Ret, men jeg har ikke engang svaret Dem. C.: Nei! men denne foragtelige Mine taaler jeg ikke. E.: Det er mueligt, at jeg ikke har mit Ansigt nok i min Magt til at være her, men min Følelse kan jeg ikke lade hjemme. C.: Nei! De har bitterdød ikke Deres Ansigt i Deres Magt! E: Jeg tilstaaer det, men har derfor aldrig beklaget, at jeg ikke er acteur, jeg anseer en ærlig Mands Rolle den værdigste, desuden tale vi i Selskabstone her, og De har fornærmet Selskabstonen. Gr. W.: Ja! Det har De i høieste Grad. C: Jeg lader mig bitterdød ikke imponere. E.: Nei! Det er ogsaa min Arvesynd.[1]
Denne Dag hensvandt uden noget af Betydenhed, ikke engang Interesse kunde uddrages af nogen Samtale, men
- ↑ Henrik Wergeland, der sees at have kjendt nærværende Dagbog og har benyttet et og andet deraf i sin Norges Constitutionshistorie, har refereret denne Samtale, men fuldkommen misforstaaet, hvem dens Personer vare. Han anfører (Const. Hist. H. 2., Bilag S. 37–38), at den er holdt mellem Christie, Rein, Falsen. Wedel, Blom o. Fl. Bloms ovenanførte „Nøgel“ vil vise, at dette er ganske urigtigt.
