Venten opraabte paa Rigssahlen, der er betrukket med Granbar om alle Vægge. Er den en Ligfærd, vi bivaane? O! gid de Sørgende ikke blive for mange! For Enden er en Forhøyning af 3 Trin, derpaa et Bord, og derved en forgyldt Stol for P. C. – Forgyldning behager mig ikke i denne Papiirtidsalder! Væggen bag er behængt med et fordums Sænge Omhæng; det var vel fordum Vidne til mangen Færd – bliver det nu Vidne til en Barsel eller Ligfærd! Gud give god For- eller Opløsning! – Efter at Hoffet, sc. Bisper, Adjutanter, Regjeringsraader, Treschow og Amtmand Holst vare indkomne og havde stillet sig i en Halvcirkel, kom Hans H. med en ret behagelig, skjønt noget vaklende, Anstand, stillede sig op paa Forundringsstolen og holdt den Tale, som Rigsdagsjournalen indeholder, med Papiiret i Haanden og med temmeligt Liv. Han bad Holten oplæse det trykte Brev til Kongen af Sverrig, som han selv declarerede var kommet uaabnet tilbage, og derpaa Oversættelsen. Forsamlingen var uenig om, hvilket han læste sletteste, enten det franske eller danske – slemme Folk troe det sidste. P. C. foreslog derpaa Forsamlingen at vælge en Præsident og en Committee til at undersøge Landets Finantzer, og declarerede, at han havde føyet alle mulige Ordres til, at Regjeringsraadet og andre Authoriteter skulle meddeele Forsamlingen de forlangende Oplysninger. Han sluttede med et vakkert øndske for Norge og gik med alle sine. – Derpaa blev valgt til Præsident Khr. Anker, Vice Præsident Etats Raad Roggert og Secret. Sorenskr. Chrystie. – Man aad, man drak, men ingen sprak; thi Føden den er tarvelig, som det til Landet passer sig.
Bifrons sagde til P. C. ved Taffelet: Jeg er en gammel Mand og kunde dog ogsaa øndske en høyere
