som ingenlunde stemmede med hans Ret, naar den skeede, som her var Tilfældet, i Folkets Navn, og ikke kunde tillades ham som privat Mand, uden paa Vejen til en Bispestol eller en Daare-Kiste. Repræsentanterne affærdigede han med en Compliment, formanede dem til at være godt Folk – foreskrev dem, hvad og hvorledes de skulde forholde sig, lærte dem, at Magten i ens Haand virker sikrere end i fleres etc. og forsikrede en Tartufe, at han nu roelig gik i sin Grav, efter at have oplevet den Scene, hvortil Forsamlingen vist blot havde det Øndske at tilføye, dette: at han var gaaet 2 Dage før. Efter alt dette skulde man vente, at Fors. havde revet Callotten af ham, men see! Py san i Norge gives Statsmænd! Vi ofrede ham alle undtagen Omsen, der i dets Sted tog Tobak. Politiqven leve!!! Efter Fordøyelsen af dette Væv, som sandelig var haardt nok at fordøye, gav man sig paa Hjemvejen, anstillede atter Betragtninger over de trækkende Sindbilleder paa Landets Tilstand – afleverede Adresserne efter alphabetisk Orden, spiste, skjælede paa hinanden, agerede Skjelm saa godt som mueligt, sagde intet Ord af Hjertet, men alle af Forstanden og reiste hjem. Ved Bordet blev man af den alt forrettende Kjøgemester sagt, at Samlingen skulde begynde Kl. 10 næste Dag.
Gr. Sch. gjorde den Anmærkning over begge Bisperne Bech og Bugge, at de, skjøndt meget forskjellige, dog havde en Berørelsespunct felleds – Ondskaben, nemlig den ene positiv og den anden negativ, og udtrykte dette derved: Det er besynderligt med disse 2 Bisper, den ene taler ilde om alle Mennesker – den anden tale alle ilde om!
Efter alph. Orden bleve de Dep. efter 2 Timers
