I Cancelliet blev Colbjørnsen allerede Aaret efter, at han var indtraadt i dette Collegium, Generalprocureur og vedblev (tilsidst som første Deputeret) i denne Stilling, indtil han i 1802 tiltraadte sin sidste Stilling, Justitiarii-Embedet i den dansk-norske Høiesteret. Ved hans overordentlig store Virksomhed i Cancelliet som Retsvæsenets Reformator er der i disse aphoristiske Meddelelser ikke Hensigten at dvæle. Her skal kun meddeles en Brevvexling af 1797 mellem ham og Stiftamtmand F. J. Kaas i Christiania og Svogeren Justitiarius i overhofretten Bull angaaende den i samme Aar gjennemførte Forandring af Norges dømmende Institutioner. Saavel Kaas’s og Bulls Forestillinger som Colbjørnsens Svar ere ikke umærkelige. Med Hensyn til Kaas, der, som det synes, er den egentlige Concipist af den omtalte Forestilling, er det værd at iagttage, i hvilken Grad han, skjønt dansk Adelsmand, har tilegnet sig Datidens norske Tænkemaade. Han havde da ogsaa i lang Tid levet i Norge, havde gjort et fordelagtigt Giftermaal og faaet store Eiendomme her og har maaske havt til Hensigt at forblive her i Landet. Det tør muligens være mere end blot smukke Ord, naar han i 1814 skrev til Agent Jacob Nielsen i Christiania: „De kjender mig og maa forstaa, hvordan jeg har været tilmode ved de Hændelser, som have rystet mit Fædreland. – – Om ikke Pligten bandt mig til min Konge, skulde ingen Ting hindre mig fra at dele Skjæbne med mine kjære Nordmænd med Liv og Sjel til min sidste Stund.“[1] Mærkes kan det forøvrigt ogsaa, at J . R. Bull, med hvem Kaas her optræder i Fællesskab og Enighed, af ham faa
- ↑ Y. Nielsen, Breve fra Grev H. H. v. Essen til Carl Johan. Chra. 1867. Indledningen, S. XX.
