Forfatterens Bemærkning (S. 116), at „medens A. P. Bernstorffs Virksomhed gjentagne Gange har været skildret og Reventlow er bleven stillet i et klart Lys ved Bergsøes store Arbeide, har ingen forsøgt at give et Billede af Colbjørnsens skarpt udprægede og fængslende Skikkelse“.
Den selvsamme Forundring over, at Christian Colbjørnsen endnu venter paa sin Biograph, har jeg selv længe næret. Professor Holms Verk gav mig derfor Lyst til om muligt at fremdrage nogle Materialier og Oplysninger, som maaske kunde være den, der i Tiden kom til at udfylde dette Savn, til en Smule Hjelp og Nytte. Jeg vidste, at der hos en høitagtet Familie her i Christiania, der er nær beslægtet med Chr. Colbjørnsen, skulde existere ikke faa Breve baade fra ham og Broderen Jacob Edvard, skrevne til deres Svoger, den første Justitiarius i Norges Høiesteret, Johan Randulf Bull. Min Henvendelse og Bøn om at faa Adgang til disse Papirer blev mødt med en udmærket Venlighed og Forekommenhed, men desværre vare saagodtsom alle Brevskaber nylig ved et beklageligt Tilfælde gaaede tabt. Kun faa Levninger vare tilbage, det var en privat Forestilling fra daværende Stiftamtmand i Christiania F. J. Kaas og daværende Justitiarius i Norges overhofret J. R. Bull til Colbjørnsen i Anledning af de store Reformer af Domstolene i 1797 tilligemed en (mutileret) Svarskrivelse fra Colbjørnsen til Kaas, samt derhos et vigtigt Brev fra J. E. Colbjørnsen til hans Moder. Nogen Trøst i Skuffelsen var det dog, at Rigsarkivar M. Birkeland i sin Tid havde stødt paa og afskrevet et interessant Brev af 1789 fra Colbjørnsen til Carsten Anker og i Rentekammerarkivet
ning, at det skulde være ham, hvem Trykkefrihedens Indskrænkning i 1799 væsentlig skulde være at tilskrive.
