til sine Færøer, og at saa Olaf Nilssøn har fanget ham i Søen og ladet ham brænde i en af de nævnte Udhavne paa Vestlandet. At den tydsk-bergenske Chronist ogsaa ved at angive Stedet for Executionen, bestyrker aabenbart hans Beretning, og han har naturligvis havt lettest for at erfare noget om dette Drama, ifald, som det synes. dets sidste sørgelige Scene har fundet Sted i Nærheden af Bergen.
Til alt det andet mærkelige ved denne dunkle Begivenhed kommer ogsaa den fuldstændige Forglemmelse, hvori den – tvertimod hvad Tilfældet pleier at være med rædsomme Hændelser – er geraadet. Den kunde jo netop fortrinlig have egnet sig til at besynges i en Vise eller bevares i et Folkesagn. Der er imidlertid en Mulighed for, at et dunkelt Minde om Amund Sigurdssøn virkelig skjuler sig i en nordisk Folkevise og det i en af de mest populære af dem alle, i selve visen om Axel og Valborg.
Med Hensyn til denne Vise har Paludan-Müller allerede for mere end femti Aar siden paavist, at den ikke kan være forfattet førend i det femtende Aarhundrede.[1] Dernæst han 1857 P. A. Munch i Tilslutning til Paludan-Müller yderligere critiseret den og uimodsigelig godtgjort, at dens Indhold helt igjennem er opdigtet, og at den umulig kan være forfattet i Norge, men maa ansees for et dansk Product.[2] Imidlertid have begge de udmærkede Lærde seet, at den danske Digter har forsøgt paa at give sin Vise en Smule norsk Localfarve ved f. Ex. at indføre Navne paa to norske Ætter, Gidske-[3] og Talgø-Ætterne.
