rimeligst, at man ogsaa i de islandske stuer fremdeles bibeholdt de to høisæder, men, ialfald senere, med samme forhold til gavlbordet, som i Norge.
Til de ovenanførte spredte bemærkninger kunde der endnu føies flere andre; men jeg faar indskrænke mig til kun at berøre et par punkter, dels om det foran nævnte loft i stuer og skaaler, og dels om ildstederne. Hvad loftet angaar, har det udentvil af de før[1] omtalte grunde havt sin plads i bygningens ydre del over forstuen, hvilket ogsaa forf. antager. Ligeledes maa jeg fremdeles fastholde, at loftet ikke var aabent mod det store rum, men lukket med fuld væg helt op til taget. Dette forekommer mig indlysende, baade af de paa det citerede sted anførte grunde og fordi det uden undtagelse er tilfældet i alle norske stuebygninger, som har saadant loft, og hvoraf i det mindste én naar næsten op til sagatiden. Jeg kan derfor ikke tillægge forfatterens indvendinger til fordel for den modsatte mening nogen synderlig vægt.
Med hensyn endelig til ildstederne kunde det vistnok have været ønskeligt, om forf., ihvorvel han omtaler disse paa flere steder (s. 180, 240, 243), dog havde ofret dem et eget afsnit og deri om muligt paavist, naar man paa Island først fik skorstenspiber, skjønt jeg villig indrømmer, at dette, strængt taget, vilde ligge udenfor bogens tidsgrænse. Kun vil jeg fremhæve, at der, saavidt det kan sees, i dette punkt maa have været en temmelig stor forskjel mellem Island og Norge. Vel træffes, som ogsaa anført af forf., et exempel paa, at røgovnen fra Norge fandt veien til Island, dog først i 1315; men efter al rimelighed har dette slags ildsted kun havt faa efterfølgere, om overhovedet nogen, da røgovnen som brændsel nødvendigvis
- ↑ Se Hist. Tidsskr. I, 175–177.
