en gammel skude, en madbod under skytningsstuen (schutstaven) „og en gaardsplads (hof) ved Øvregaden“.
Af alt det foranstaaende tør det vistnok sluttes, at navnlig de store mod bryggerne liggende handelsgaarde i de fire her nærmest omhandlede byer væsentlig havde samme indretning og udseende, om end deres høide og udstrækning til alle tider udentvil var størst i Bergen. Derimod faar det, som ovenberørt, henstaa uafgjort, om det oprindelige ildsted, aren, ogsaa i Tunsberg og Aaslo, ligesom i Bergen og Nidaros, senere blev afløst af røgovnen. Dette spørsmaal har i en vis henseende ogsaa forholdsvis liden betydning; thi hvad enten det ene eller andet slags ildsted blev brugt, maatte vedkommende rum, hvori det fandtes, eller skytningsstuen faa sin plads bag i gaarden, være uden loft og som lysaabning alene have ljoren i taget. Derimod maa denne stue, ligesom ildhuset og setstuen, vistnok ogsaa udenfor Bergen have været fælles for befolkningen i den halvdel af vedkommende gaard, hvortil de hørte, .dog, som det nogle steder ovenfor antydes, efter et vist forhold. Der opstaar imidlertid her endnu et andet spørsmaal, som det vil være af interesse at besvare, men for hvis skyld jeg atter maa dvæle noget nærmere ved, hvad der viser sig i Bergen.
Som bekjendt har ordet stue, skjønt det egentlig kun betegner et beboelsesrum, paa bryggen i Bergen antaget den konventionelle betydning af en særskilt forretning, der gaar i handel og vandel, og hvortil hører, foruden visse kunder i Nordland og deres gjæld, en bestemt del af vedkommende gaard med dens kontorlokale (stue), boder, lofter samt, førend befolkningen i vort hundredaar ophørte med at have bolig og natteleie i gaarden, ogsaa klever og en del af ildhuset og skytningsstuen.[1]
- ↑ Efterat den levnede halvdel (se s. 361) af gaarden Kappen
